Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.

a) Første Række.

1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)

,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvorlige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere har paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænnes til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Fædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for Aandelige Goder; min I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringe af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen. Findes der enkelte blandt eder, hvem Naturen have skænket mere end Skolen kan give de lærde, saa er dette dog kun Undtagelser.
Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige. De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge, De forstaa mange kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvorvaf I ikke kunne læse en Tøddel. De have megen Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt, undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, -- Dansk.
De have Raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Landesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade eder og eders gode Sag. De ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. -- Men hvem i al Verdenhave I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til at ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem?
I ville svare: ,,det danske Folk." De foregaaende Talere have sagt det, I have hilset deres Ord med Bifald, og jeg modsiger dem heller ikke. Det danske Folk have alt givet eder flere Prøver paa levende Deltagelse, det har understøttet eder ikke blot i Tale og Skrift, men ogsaa med materielle Midler, saaledes vil det vedblive, det vil aldrig svigte eder; thi det erkjender mere og mere, at det er dets egen Sag, I kæmpe for. Men - det danske Folk er lille lige over for det store Tyskland, dets gamle Kraft er sløvet ved mange Ulykker; heller ikke det opløftes af store Minder, heller ikke det har mægtet at gjenvinde sin fordums Anseelse ved egne Bedrifter, og saa længe det staar ene, er dets Fremtid mørk, paa dets Horisont vise der sig truende Varsler.
Det danske Folk er en redelig trofast Ven; men det er ingen stærk og mægtig allieret. Og dog, slesvigske Bønder! skulle I ikke forsage, men frejdig udholde Kampen; thi I have hint urokkelige Rygstød, hin uovervindelige Forbundsfælle, som I søge og behøve, og Sejren er eder forjættet! Det danske Folk staar ikke isoleret i Verden, det er ikke det sidste svage Skud af en alt udgaaet Stamme; men Stammen gror endnu frisk og har stærke, løvrige Grene: det har uden for Danmark Brødre, som det elsker, og som elske det igjen, Brødre, ikke blot i Byrd og Sprog, men ogsaa i aandelig Dannelse, og politisk Udvikling, i Sindelag og Stræben. Og disse Brøde bo ikke langt borte bag store Have eller fjærne Bjærge, saa at de kun se og høre lidt til os, saa at de ikke kjende og ikke bryde sig om vore Anliggender; men den faste Klippegrund, hvorpaa de bygge, udstrækker beskjærmende sine Arme paa begge sider af vore lave, havomflydte Øer; ikkun en Indsø og et Sund er imellem os, men de adskille os ikke, de forbinde os, de gynge os i hinandens Favn. I, danske Slesvigere, udgjöre jo et Folk med os, altsaa ere vore Brødre ogsaa eders. Vor fælles store Moder anerkjender ogsaa eder for sine ægtefødte Börn; ville I nu fornægte eders Moder?
DeT kunde heller ikke nytte eder, hvis I gjorde det; thi eders Maal røber eder, I ere Skandinaver! Ikke Slesvig, ikke Danmark, men hele det store, skjönne Norden er eders rette Fædreland!
C. Ploug
!!