De faldnes Minde.

(Ved Festen den 11te Februar 1851.)

Soldater! Da det i Dag lød: ,,Nu komme de!" da blev der en glad Bevægelse iblandt os; da flokkedes gamle som unge for med Jubel at byde eder velkommen. Vi have glædet os til den Dag, da I skulde vende tilbage til os; vi have længtes efter den Stund, da vi skulde se eder i vor Midte og sige til edér: Velkommen, kjække Mænd og Brødre! Hæder og Ære over Helteflokken fra Frederiksstad! Gud velsigne eder for alt, hvad I have stridt og lidt! Vi have glædet og til denne Dag, vi have længtes efter denne Stund. Se, derfor var det os et Glædens Løsen: ,,Nu komme de!"
Men nu de, som ikke komme - og ikke alle ere vendte tilbage! - hvorledes kunne vi glemme dem, som faldt paa Kampens Dag? Soldater! I savne i eders Rækker mangen brav Kammerat, mangen dyrebar Broder; hi Danmarks Sejr og Fred er dyrekjøbt, kjøbt med dets Sönners ædle Blod. Hvo véd at nævne alle de kjære Navne? Mindet om hver enkelt i blandt dem skal leve i eders Hjærter, I, som kaldte dem Vaabenbrødre og Venner, I, ved hvis side de strede og faldt - skal leve i deres Hjærter, som kaldte dem deres egne, hvis Kjærlighed og Glæde de vare. Men Mindet om dem alle, der samler dem uden Navn og uden Forskjel, som Kjæmpehöjen, der samler deres Støv, det store Minde om den ene, fælles Aand, som gjorde dem stærke, om den ene fælles Daad, som de fuldbragte, det skal leve i alle Danskes Hjærter, leve, saalænge danske Fædre lære deres Sönner Troskab imod Fædreland og Konge, saa længe danske Mødre lære deres Døtre glæde over Danmark, det er: saa længe danske Hjærter slaa. Med lysende, uudslettelige Træk skal det staa skrevet ikke blot i vort Fædrelands, men i Verdens Aarbøger, at da Troskab var bleven sjælden paa Jorden, da trindt om i Landene Folk og Konger brøde Pagt og Ed, da stod det danske Folk endrægtelig med Kongen i sin Midte, og Troskab var dets Skjold i Nødens Tid, ja Troskab indtil Døden. Og derfor: velsignet være deres Minde, som gik i Døden for os! indviet være det til uforgængelig Hæder! Brødre! det være vor Tanke, det være vor Tak, naar vi nu stille tömme Bægeret til de faldnes Minde!