tirsdag den 22. marts 2011
This is Why I'm Hot (Deployed Style)
"Love In the Skies"
The tale of hotness at 2000 feet and the women who can't keep their eyes of them.
Based on a true story.
Also, a realistic version of that other movie..."brethen" or whatever.
Brothers / Brødre Trailer
Got a brother in/out of prison? Hot wife? Come join the ISAF!
Nine recruits with no fighting-experience? Okay, but we take the helicopter through the taliban area!
Nine recruits with no fighting-experience? Okay, but we take the helicopter through the taliban area!
tirsdag den 1. marts 2011
"Something...vague this way comes."
"Gadaffi.
Medierne oversvømmes for tiden med ensidige udlægninger af situationen i Libyen. FN, EU og USA, der dagligt begår krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan, truer med 'humanitær indgriben'. Vestens mål er at besætte Libyen og røve dets olie - ligesom i Irak. I den kalkule udgør Gaddafi en forhindring. I 1969 stod den unge oberst i spidsen for Den Grønne Revolution, der væltede kong Idris' korrupte, provestlige monarki. Gaddafi smed amerikanerne og briterne ud og gjorde med oliepengene Libyen til et ret velstående land med social tryghed, gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Libyen blev Afrikas rigeste nation, hvor også fattige afrikanere fandt arbejde. Libyens suverænitet skal respekteres: Nej til sanktioner og krig mod Libyen!"
Karsten Kofoed alias Adolf Ilanovich. Februar 2011. Læserbrev i Metroexpress.
"Vore daglige Øvelser i de 14 Dage før Udrykningen i Kantonnement gik ud paa ,,en kort Repetering af alt det tidligere lærte". Naar lige undtages ,,Et-Marche" og Gymnastik, som vi, Guderne være takket og priset, var helt fri for, maatte vi tage hele Turen om igen lige fra saa elementære Ting som ,,Eksercits paa Tælling" og ,,Lydighedspligten" til store Feltjenesteøvelser ude i Landet.
Det eneste, hvorpaa vi kunde mærke, vi ikke var Rekruter mere, var at der saas lidt igennem Fingrene med Kaserneordenen, saa at vi kunde tillade os saa svimlende Friheder som at hænge Benklæderne op uden at vende Vrangen ud paa dem og Skridtforet fremefter, og saa den lidt svækkede Disciplin, der fremkom ved at vore Befalingsmænd af laveste Grad - Underkorporalerne - enten var Kammerater af os fra Rekruttiden eller gamle Fyre, indkaldte ligesom vi selv, men for sidste Gang - Folk, der gav Tjenesten en god Dag."
Jens Kok alias Charles Kjerulf. Fra "Paa Kantonnementsfod. Skitser fra septemberdagene 1883".
Medierne oversvømmes for tiden med ensidige udlægninger af situationen i Libyen. FN, EU og USA, der dagligt begår krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan, truer med 'humanitær indgriben'. Vestens mål er at besætte Libyen og røve dets olie - ligesom i Irak. I den kalkule udgør Gaddafi en forhindring. I 1969 stod den unge oberst i spidsen for Den Grønne Revolution, der væltede kong Idris' korrupte, provestlige monarki. Gaddafi smed amerikanerne og briterne ud og gjorde med oliepengene Libyen til et ret velstående land med social tryghed, gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Libyen blev Afrikas rigeste nation, hvor også fattige afrikanere fandt arbejde. Libyens suverænitet skal respekteres: Nej til sanktioner og krig mod Libyen!"
Karsten Kofoed alias Adolf Ilanovich. Februar 2011. Læserbrev i Metroexpress.
"Vore daglige Øvelser i de 14 Dage før Udrykningen i Kantonnement gik ud paa ,,en kort Repetering af alt det tidligere lærte". Naar lige undtages ,,Et-Marche" og Gymnastik, som vi, Guderne være takket og priset, var helt fri for, maatte vi tage hele Turen om igen lige fra saa elementære Ting som ,,Eksercits paa Tælling" og ,,Lydighedspligten" til store Feltjenesteøvelser ude i Landet.
Det eneste, hvorpaa vi kunde mærke, vi ikke var Rekruter mere, var at der saas lidt igennem Fingrene med Kaserneordenen, saa at vi kunde tillade os saa svimlende Friheder som at hænge Benklæderne op uden at vende Vrangen ud paa dem og Skridtforet fremefter, og saa den lidt svækkede Disciplin, der fremkom ved at vore Befalingsmænd af laveste Grad - Underkorporalerne - enten var Kammerater af os fra Rekruttiden eller gamle Fyre, indkaldte ligesom vi selv, men for sidste Gang - Folk, der gav Tjenesten en god Dag."
Jens Kok alias Charles Kjerulf. Fra "Paa Kantonnementsfod. Skitser fra septemberdagene 1883".
fredag den 18. februar 2011
Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
a) Første Række.
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvorlige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere har paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænnes til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Fædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for Aandelige Goder; min I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringe af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen. Findes der enkelte blandt eder, hvem Naturen have skænket mere end Skolen kan give de lærde, saa er dette dog kun Undtagelser.
Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige. De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge, De forstaa mange kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvorvaf I ikke kunne læse en Tøddel. De have megen Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt, undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, -- Dansk.
De have Raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Landesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade eder og eders gode Sag. De ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. -- Men hvem i al Verdenhave I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til at ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem?
I ville svare: ,,det danske Folk." De foregaaende Talere have sagt det, I have hilset deres Ord med Bifald, og jeg modsiger dem heller ikke. Det danske Folk have alt givet eder flere Prøver paa levende Deltagelse, det har understøttet eder ikke blot i Tale og Skrift, men ogsaa med materielle Midler, saaledes vil det vedblive, det vil aldrig svigte eder; thi det erkjender mere og mere, at det er dets egen Sag, I kæmpe for. Men - det danske Folk er lille lige over for det store Tyskland, dets gamle Kraft er sløvet ved mange Ulykker; heller ikke det opløftes af store Minder, heller ikke det har mægtet at gjenvinde sin fordums Anseelse ved egne Bedrifter, og saa længe det staar ene, er dets Fremtid mørk, paa dets Horisont vise der sig truende Varsler.
Det danske Folk er en redelig trofast Ven; men det er ingen stærk og mægtig allieret. Og dog, slesvigske Bønder! skulle I ikke forsage, men frejdig udholde Kampen; thi I have hint urokkelige Rygstød, hin uovervindelige Forbundsfælle, som I søge og behøve, og Sejren er eder forjættet! Det danske Folk staar ikke isoleret i Verden, det er ikke det sidste svage Skud af en alt udgaaet Stamme; men Stammen gror endnu frisk og har stærke, løvrige Grene: det har uden for Danmark Brødre, som det elsker, og som elske det igjen, Brødre, ikke blot i Byrd og Sprog, men ogsaa i aandelig Dannelse, og politisk Udvikling, i Sindelag og Stræben. Og disse Brøde bo ikke langt borte bag store Have eller fjærne Bjærge, saa at de kun se og høre lidt til os, saa at de ikke kjende og ikke bryde sig om vore Anliggender; men den faste Klippegrund, hvorpaa de bygge, udstrækker beskjærmende sine Arme paa begge sider af vore lave, havomflydte Øer; ikkun en Indsø og et Sund er imellem os, men de adskille os ikke, de forbinde os, de gynge os i hinandens Favn. I, danske Slesvigere, udgjöre jo et Folk med os, altsaa ere vore Brødre ogsaa eders. Vor fælles store Moder anerkjender ogsaa eder for sine ægtefødte Börn; ville I nu fornægte eders Moder?
DeT kunde heller ikke nytte eder, hvis I gjorde det; thi eders Maal røber eder, I ere Skandinaver! Ikke Slesvig, ikke Danmark, men hele det store, skjönne Norden er eders rette Fædreland!
C. Ploug
!!
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvorlige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere har paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænnes til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Fædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for Aandelige Goder; min I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringe af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen. Findes der enkelte blandt eder, hvem Naturen have skænket mere end Skolen kan give de lærde, saa er dette dog kun Undtagelser.
Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige. De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge, De forstaa mange kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvorvaf I ikke kunne læse en Tøddel. De have megen Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt, undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, -- Dansk.
De have Raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Landesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade eder og eders gode Sag. De ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. -- Men hvem i al Verdenhave I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til at ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem?
I ville svare: ,,det danske Folk." De foregaaende Talere have sagt det, I have hilset deres Ord med Bifald, og jeg modsiger dem heller ikke. Det danske Folk have alt givet eder flere Prøver paa levende Deltagelse, det har understøttet eder ikke blot i Tale og Skrift, men ogsaa med materielle Midler, saaledes vil det vedblive, det vil aldrig svigte eder; thi det erkjender mere og mere, at det er dets egen Sag, I kæmpe for. Men - det danske Folk er lille lige over for det store Tyskland, dets gamle Kraft er sløvet ved mange Ulykker; heller ikke det opløftes af store Minder, heller ikke det har mægtet at gjenvinde sin fordums Anseelse ved egne Bedrifter, og saa længe det staar ene, er dets Fremtid mørk, paa dets Horisont vise der sig truende Varsler.
Det danske Folk er en redelig trofast Ven; men det er ingen stærk og mægtig allieret. Og dog, slesvigske Bønder! skulle I ikke forsage, men frejdig udholde Kampen; thi I have hint urokkelige Rygstød, hin uovervindelige Forbundsfælle, som I søge og behøve, og Sejren er eder forjættet! Det danske Folk staar ikke isoleret i Verden, det er ikke det sidste svage Skud af en alt udgaaet Stamme; men Stammen gror endnu frisk og har stærke, løvrige Grene: det har uden for Danmark Brødre, som det elsker, og som elske det igjen, Brødre, ikke blot i Byrd og Sprog, men ogsaa i aandelig Dannelse, og politisk Udvikling, i Sindelag og Stræben. Og disse Brøde bo ikke langt borte bag store Have eller fjærne Bjærge, saa at de kun se og høre lidt til os, saa at de ikke kjende og ikke bryde sig om vore Anliggender; men den faste Klippegrund, hvorpaa de bygge, udstrækker beskjærmende sine Arme paa begge sider af vore lave, havomflydte Øer; ikkun en Indsø og et Sund er imellem os, men de adskille os ikke, de forbinde os, de gynge os i hinandens Favn. I, danske Slesvigere, udgjöre jo et Folk med os, altsaa ere vore Brødre ogsaa eders. Vor fælles store Moder anerkjender ogsaa eder for sine ægtefødte Börn; ville I nu fornægte eders Moder?
DeT kunde heller ikke nytte eder, hvis I gjorde det; thi eders Maal røber eder, I ere Skandinaver! Ikke Slesvig, ikke Danmark, men hele det store, skjönne Norden er eders rette Fædreland!
C. Ploug
!!
torsdag den 17. februar 2011
G. Taler og Betragtninger.
a) Første Række.
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvor
lige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forbeholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænne sig til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Forfædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for aandelige Goder, men I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringer af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen, Findes der ogsaa enkelte blandt eder, hvem Naturen har skænket mere, end Skolen kan give de Lærde, saa er dette dog kun Undtagelser. Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige.
De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man kan tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge. De forstaa mange Kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvoraf I ikke kunne forstaa en Tøddel. De have Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, - Dansk. De have raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Lanesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade og eder og eders gode Sag. de ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. - - Men hvem i al Verden have I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem? I ville svare:
,,det danske Folk." De foregaaende Talere
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvor
lige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forbeholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænne sig til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Forfædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for aandelige Goder, men I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringer af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen, Findes der ogsaa enkelte blandt eder, hvem Naturen har skænket mere, end Skolen kan give de Lærde, saa er dette dog kun Undtagelser. Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige.
De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man kan tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge. De forstaa mange Kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvoraf I ikke kunne forstaa en Tøddel. De have Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, - Dansk. De have raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Lanesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade og eder og eders gode Sag. de ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. - - Men hvem i al Verden have I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem? I ville svare:
,,det danske Folk." De foregaaende Talere
tirsdag den 15. februar 2011
De faldnes Minde.
(Ved Festen den 11te Februar 1851.)
Soldater! Da det i Dag lød: ,,Nu komme de!" da blev der en glad Bevægelse iblandt os; da flokkedes gamle som unge for med Jubel at byde eder velkommen. Vi have glædet os til den Dag, da I skulde vende tilbage til os; vi have længtes efter den Stund, da vi skulde se eder i vor Midte og sige til edér: Velkommen, kjække Mænd og Brødre! Hæder og Ære over Helteflokken fra Frederiksstad! Gud velsigne eder for alt, hvad I have stridt og lidt! Vi have glædet og til denne Dag, vi have længtes efter denne Stund. Se, derfor var det os et Glædens Løsen: ,,Nu komme de!"
Men nu de, som ikke komme - og ikke alle ere vendte tilbage! - hvorledes kunne vi glemme dem, som faldt paa Kampens Dag? Soldater! I savne i eders Rækker mangen brav Kammerat, mangen dyrebar Broder; hi Danmarks Sejr og Fred er dyrekjøbt, kjøbt med dets Sönners ædle Blod. Hvo véd at nævne alle de kjære Navne? Mindet om hver enkelt i blandt dem skal leve i eders Hjærter, I, som kaldte dem Vaabenbrødre og Venner, I, ved hvis side de strede og faldt - skal leve i deres Hjærter, som kaldte dem deres egne, hvis Kjærlighed og Glæde de vare. Men Mindet om dem alle, der samler dem uden Navn og uden Forskjel, som Kjæmpehöjen, der samler deres Støv, det store Minde om den ene, fælles Aand, som gjorde dem stærke, om den ene fælles Daad, som de fuldbragte, det skal leve i alle Danskes Hjærter, leve, saalænge danske Fædre lære deres Sönner Troskab imod Fædreland og Konge, saa længe danske Mødre lære deres Døtre glæde over Danmark, det er: saa længe danske Hjærter slaa. Med lysende, uudslettelige Træk skal det staa skrevet ikke blot i vort Fædrelands, men i Verdens Aarbøger, at da Troskab var bleven sjælden paa Jorden, da trindt om i Landene Folk og Konger brøde Pagt og Ed, da stod det danske Folk endrægtelig med Kongen i sin Midte, og Troskab var dets Skjold i Nødens Tid, ja Troskab indtil Døden. Og derfor: velsignet være deres Minde, som gik i Døden for os! indviet være det til uforgængelig Hæder! Brødre! det være vor Tanke, det være vor Tak, naar vi nu stille tömme Bægeret til de faldnes Minde!
Soldater! Da det i Dag lød: ,,Nu komme de!" da blev der en glad Bevægelse iblandt os; da flokkedes gamle som unge for med Jubel at byde eder velkommen. Vi have glædet os til den Dag, da I skulde vende tilbage til os; vi have længtes efter den Stund, da vi skulde se eder i vor Midte og sige til edér: Velkommen, kjække Mænd og Brødre! Hæder og Ære over Helteflokken fra Frederiksstad! Gud velsigne eder for alt, hvad I have stridt og lidt! Vi have glædet og til denne Dag, vi have længtes efter denne Stund. Se, derfor var det os et Glædens Løsen: ,,Nu komme de!"
Men nu de, som ikke komme - og ikke alle ere vendte tilbage! - hvorledes kunne vi glemme dem, som faldt paa Kampens Dag? Soldater! I savne i eders Rækker mangen brav Kammerat, mangen dyrebar Broder; hi Danmarks Sejr og Fred er dyrekjøbt, kjøbt med dets Sönners ædle Blod. Hvo véd at nævne alle de kjære Navne? Mindet om hver enkelt i blandt dem skal leve i eders Hjærter, I, som kaldte dem Vaabenbrødre og Venner, I, ved hvis side de strede og faldt - skal leve i deres Hjærter, som kaldte dem deres egne, hvis Kjærlighed og Glæde de vare. Men Mindet om dem alle, der samler dem uden Navn og uden Forskjel, som Kjæmpehöjen, der samler deres Støv, det store Minde om den ene, fælles Aand, som gjorde dem stærke, om den ene fælles Daad, som de fuldbragte, det skal leve i alle Danskes Hjærter, leve, saalænge danske Fædre lære deres Sönner Troskab imod Fædreland og Konge, saa længe danske Mødre lære deres Døtre glæde over Danmark, det er: saa længe danske Hjærter slaa. Med lysende, uudslettelige Træk skal det staa skrevet ikke blot i vort Fædrelands, men i Verdens Aarbøger, at da Troskab var bleven sjælden paa Jorden, da trindt om i Landene Folk og Konger brøde Pagt og Ed, da stod det danske Folk endrægtelig med Kongen i sin Midte, og Troskab var dets Skjold i Nødens Tid, ja Troskab indtil Døden. Og derfor: velsignet være deres Minde, som gik i Døden for os! indviet være det til uforgængelig Hæder! Brødre! det være vor Tanke, det være vor Tak, naar vi nu stille tömme Bægeret til de faldnes Minde!
fredag den 11. februar 2011
lørdag den 29. januar 2011
The Catacomb VI
The weather has clearly improved during the night. Though cloudy, it is now grey clouds with a touch of rain, that are covering us with a north-east gale.
Moltke is again in the lead. What happened on the deserted island will have to be explained at the metting-point, which we should reach in half a day if my reading of the clearly falsified maps is correct. His ship is making more speed than I should think possible with such a crew and especially such a current.
It seems to be pulling, again to the south-east. By evening we should be near the object of our mission, unless these untimely weather-phenomenoms keep on breaking the rules of all knowledge of the baltic strait.
Moltke is again in the lead. What happened on the deserted island will have to be explained at the metting-point, which we should reach in half a day if my reading of the clearly falsified maps is correct. His ship is making more speed than I should think possible with such a crew and especially such a current.
It seems to be pulling, again to the south-east. By evening we should be near the object of our mission, unless these untimely weather-phenomenoms keep on breaking the rules of all knowledge of the baltic strait.
fredag den 28. januar 2011
The Catacomb V
Before dawn I was roused by shots fired by Moltkes expedition, the visibility was too low for seeing even flares of the guns, but the sound rang through the fog clear enough. I counted 13 shots, sergeant Müller and boatswain Frankel, who had been on guardduty at the time(I do not dare to leave any of the sailors alone on but minor projects anymore) testified as to hearing screams and muffled shouts both from land and from the ship commandered by Moltke.
I believe that sergeant Müller must have been affected by the illness of the crew through the atmosphere on the nightwatch, as Motkes crew was clearly working with a speed which ensurpassed everything I had seen before on the voyage.
I gave the man hospital duty to keep his weakened mind from the un-German chatter of the superstitious northerners and let korporal Böhm take his place. A man of excellent physique and mind to deal with such a situation.
I believe that sergeant Müller must have been affected by the illness of the crew through the atmosphere on the nightwatch, as Motkes crew was clearly working with a speed which ensurpassed everything I had seen before on the voyage.
I gave the man hospital duty to keep his weakened mind from the un-German chatter of the superstitious northerners and let korporal Böhm take his place. A man of excellent physique and mind to deal with such a situation.
The Catacomb IV
Not just the savages manning the ship, but also the Alsatian swines of the Royal Cartographical Society seem to suffer from mental wasting.
At approximately 11:32( the clocks are malfunctioning due to the permanent moisture of the air) we passed a larger island westwards and witnessed fishing boats scattered along the coastline. I was unable to locate the island on any of the maps on board and the sailors seemed to have a mutual understanding in avoiding it altogether.
I am fearing for the consequences of this attitude. If it continues so our mission shall be greatly compromised, unless steps are taken to prevent it.
Thankfully Moltke had better control over his crew than Grimm and myself, and we watched his ship sending boats ashore to the part of the coastline dotted with shacks and overturned boats, all the while the superstitious vermin behaved in straight agitation over the sight of their colleagues stepping ashore and surrounding the village.
Not a movement was to be seen anywhere on the foreign land, outside of the circle of Prussian heroes. I noticed a ruined castle, some miles up the barren hills to the vest. It reminded me of pictures I had glimpsed as a student, antique wonders of Greek and Scotish prehistory, the way it lay up there; dead and unforgiven.
I mentioned this to the men not affected mentally by the hysteria of the Lübecker idiots and the emptyminded privates and they all agreed to the sight.
Ass the day progressed we followed Moltkes expedition scanning the land and attempting a scaling of the cliff on which the ruin perched. But before they could acchieve this it had begun to rain from strange yellow-coloured clouds and a thick fog was drenching the landscape.
By 1600 we could just about make out their campfires as they had evidently chosen to remain in the village.
At approximately 11:32( the clocks are malfunctioning due to the permanent moisture of the air) we passed a larger island westwards and witnessed fishing boats scattered along the coastline. I was unable to locate the island on any of the maps on board and the sailors seemed to have a mutual understanding in avoiding it altogether.
I am fearing for the consequences of this attitude. If it continues so our mission shall be greatly compromised, unless steps are taken to prevent it.
Thankfully Moltke had better control over his crew than Grimm and myself, and we watched his ship sending boats ashore to the part of the coastline dotted with shacks and overturned boats, all the while the superstitious vermin behaved in straight agitation over the sight of their colleagues stepping ashore and surrounding the village.
Not a movement was to be seen anywhere on the foreign land, outside of the circle of Prussian heroes. I noticed a ruined castle, some miles up the barren hills to the vest. It reminded me of pictures I had glimpsed as a student, antique wonders of Greek and Scotish prehistory, the way it lay up there; dead and unforgiven.
I mentioned this to the men not affected mentally by the hysteria of the Lübecker idiots and the emptyminded privates and they all agreed to the sight.
Ass the day progressed we followed Moltkes expedition scanning the land and attempting a scaling of the cliff on which the ruin perched. But before they could acchieve this it had begun to rain from strange yellow-coloured clouds and a thick fog was drenching the landscape.
By 1600 we could just about make out their campfires as they had evidently chosen to remain in the village.
onsdag den 26. januar 2011
The Catacomb III
The storm is getting worse. The visibility has dropped to 500 yards and a gale is blowing from the south-south-east.
The problems of navigation are being further expanded by a strange and frightening detail in the maps. None of them display the island we passed starboard not two hours ago at approximately 45 degrees longitude 30 degrees latitude. We will change course towards the southernmost part of Lolland if the target is not within reach by the morrow, due to the worsening weather conditions.
Some of the men, both among soldiers and crew, show signs of TB. I distinctly heard one midshipman converse in polish, perhaps with a soldier, I could not be sure.
The problems of navigation are being further expanded by a strange and frightening detail in the maps. None of them display the island we passed starboard not two hours ago at approximately 45 degrees longitude 30 degrees latitude. We will change course towards the southernmost part of Lolland if the target is not within reach by the morrow, due to the worsening weather conditions.
Some of the men, both among soldiers and crew, show signs of TB. I distinctly heard one midshipman converse in polish, perhaps with a soldier, I could not be sure.
The Catacomb II
As we cross the waters the clouds grow darker and the rain increases. A storm might be in the offing say the ableminded of the sailors manning my ship.
I find them hard to understand, they should be proper Prussian sailors, merely donning the attire of a Danish seaman for the sake of camouflage, but I am beginning to wonder if they might have some northern connections. Their eyes have a strange furtive look to them and several of the lower ranked have decidedly Slavic features.
We still have an excellent visibility betveen the ships in spite of the weather and we are alll following the course with only a half-hours delay, due to some freak-current not accounted for by the members of the Royal Cartographical Society. It is drawing us south-east at 2 kn. p. h. but we will escape this mishap when we reach the north-bound strait. Kommandant Moltkes ship seems to have avoided the current alltogether and is moving directly towards the rendez-vous.
I find them hard to understand, they should be proper Prussian sailors, merely donning the attire of a Danish seaman for the sake of camouflage, but I am beginning to wonder if they might have some northern connections. Their eyes have a strange furtive look to them and several of the lower ranked have decidedly Slavic features.
We still have an excellent visibility betveen the ships in spite of the weather and we are alll following the course with only a half-hours delay, due to some freak-current not accounted for by the members of the Royal Cartographical Society. It is drawing us south-east at 2 kn. p. h. but we will escape this mishap when we reach the north-bound strait. Kommandant Moltkes ship seems to have avoided the current alltogether and is moving directly towards the rendez-vous.
mandag den 24. januar 2011
The Catacomb I
Manuscript found in excavation of burial-mound.
20th of March 1849. I, Karl-Heinz Prinz, captain of the Royal Prussian Infantry, am penning this account of my last expedition, as an explanation of my failure to attain the much needed result of it as well as the opportunities for a succesfull second attempt. Where I am I cannot hope to understand, the blasted seamen took their secrets with them.
The problems began even before the docking of the ships to take us to the Danish isle, when I discovered that the mission was a tri-party one and that the general-commander would be major Moltke, who I had last parted with on no civilised manner. A further nuisance was the appointment of sergeant Grimm as the last member of the commanding unit. A man of no discernible faults, but with a strange pronunciation which seemed more like a Kieler than a Berliner dialect.
Due to the nature of the mission I made no mention of any kind as to the sobriety of my fellow-soldiers and no complaint was possible as the ships left that very evening.
The settings for a lightning-invasion were superb, as the harsh weather and the concentration of navalforces in these waters had isolated us from all living things.
Not a vessel was to be seen and no thing stirred as we passed the shoreline to the east.
20th of March 1849. I, Karl-Heinz Prinz, captain of the Royal Prussian Infantry, am penning this account of my last expedition, as an explanation of my failure to attain the much needed result of it as well as the opportunities for a succesfull second attempt. Where I am I cannot hope to understand, the blasted seamen took their secrets with them.
The problems began even before the docking of the ships to take us to the Danish isle, when I discovered that the mission was a tri-party one and that the general-commander would be major Moltke, who I had last parted with on no civilised manner. A further nuisance was the appointment of sergeant Grimm as the last member of the commanding unit. A man of no discernible faults, but with a strange pronunciation which seemed more like a Kieler than a Berliner dialect.
Due to the nature of the mission I made no mention of any kind as to the sobriety of my fellow-soldiers and no complaint was possible as the ships left that very evening.
The settings for a lightning-invasion were superb, as the harsh weather and the concentration of navalforces in these waters had isolated us from all living things.
Not a vessel was to be seen and no thing stirred as we passed the shoreline to the east.
Abonner på:
Opslag (Atom)
