tirsdag den 22. marts 2011
This is Why I'm Hot (Deployed Style)
"Love In the Skies"
The tale of hotness at 2000 feet and the women who can't keep their eyes of them.
Based on a true story.
Also, a realistic version of that other movie..."brethen" or whatever.
Brothers / Brødre Trailer
Got a brother in/out of prison? Hot wife? Come join the ISAF!
Nine recruits with no fighting-experience? Okay, but we take the helicopter through the taliban area!
Nine recruits with no fighting-experience? Okay, but we take the helicopter through the taliban area!
tirsdag den 1. marts 2011
"Something...vague this way comes."
"Gadaffi.
Medierne oversvømmes for tiden med ensidige udlægninger af situationen i Libyen. FN, EU og USA, der dagligt begår krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan, truer med 'humanitær indgriben'. Vestens mål er at besætte Libyen og røve dets olie - ligesom i Irak. I den kalkule udgør Gaddafi en forhindring. I 1969 stod den unge oberst i spidsen for Den Grønne Revolution, der væltede kong Idris' korrupte, provestlige monarki. Gaddafi smed amerikanerne og briterne ud og gjorde med oliepengene Libyen til et ret velstående land med social tryghed, gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Libyen blev Afrikas rigeste nation, hvor også fattige afrikanere fandt arbejde. Libyens suverænitet skal respekteres: Nej til sanktioner og krig mod Libyen!"
Karsten Kofoed alias Adolf Ilanovich. Februar 2011. Læserbrev i Metroexpress.
"Vore daglige Øvelser i de 14 Dage før Udrykningen i Kantonnement gik ud paa ,,en kort Repetering af alt det tidligere lærte". Naar lige undtages ,,Et-Marche" og Gymnastik, som vi, Guderne være takket og priset, var helt fri for, maatte vi tage hele Turen om igen lige fra saa elementære Ting som ,,Eksercits paa Tælling" og ,,Lydighedspligten" til store Feltjenesteøvelser ude i Landet.
Det eneste, hvorpaa vi kunde mærke, vi ikke var Rekruter mere, var at der saas lidt igennem Fingrene med Kaserneordenen, saa at vi kunde tillade os saa svimlende Friheder som at hænge Benklæderne op uden at vende Vrangen ud paa dem og Skridtforet fremefter, og saa den lidt svækkede Disciplin, der fremkom ved at vore Befalingsmænd af laveste Grad - Underkorporalerne - enten var Kammerater af os fra Rekruttiden eller gamle Fyre, indkaldte ligesom vi selv, men for sidste Gang - Folk, der gav Tjenesten en god Dag."
Jens Kok alias Charles Kjerulf. Fra "Paa Kantonnementsfod. Skitser fra septemberdagene 1883".
Medierne oversvømmes for tiden med ensidige udlægninger af situationen i Libyen. FN, EU og USA, der dagligt begår krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan, truer med 'humanitær indgriben'. Vestens mål er at besætte Libyen og røve dets olie - ligesom i Irak. I den kalkule udgør Gaddafi en forhindring. I 1969 stod den unge oberst i spidsen for Den Grønne Revolution, der væltede kong Idris' korrupte, provestlige monarki. Gaddafi smed amerikanerne og briterne ud og gjorde med oliepengene Libyen til et ret velstående land med social tryghed, gratis uddannelse og sundhedsvæsen. Libyen blev Afrikas rigeste nation, hvor også fattige afrikanere fandt arbejde. Libyens suverænitet skal respekteres: Nej til sanktioner og krig mod Libyen!"
Karsten Kofoed alias Adolf Ilanovich. Februar 2011. Læserbrev i Metroexpress.
"Vore daglige Øvelser i de 14 Dage før Udrykningen i Kantonnement gik ud paa ,,en kort Repetering af alt det tidligere lærte". Naar lige undtages ,,Et-Marche" og Gymnastik, som vi, Guderne være takket og priset, var helt fri for, maatte vi tage hele Turen om igen lige fra saa elementære Ting som ,,Eksercits paa Tælling" og ,,Lydighedspligten" til store Feltjenesteøvelser ude i Landet.
Det eneste, hvorpaa vi kunde mærke, vi ikke var Rekruter mere, var at der saas lidt igennem Fingrene med Kaserneordenen, saa at vi kunde tillade os saa svimlende Friheder som at hænge Benklæderne op uden at vende Vrangen ud paa dem og Skridtforet fremefter, og saa den lidt svækkede Disciplin, der fremkom ved at vore Befalingsmænd af laveste Grad - Underkorporalerne - enten var Kammerater af os fra Rekruttiden eller gamle Fyre, indkaldte ligesom vi selv, men for sidste Gang - Folk, der gav Tjenesten en god Dag."
Jens Kok alias Charles Kjerulf. Fra "Paa Kantonnementsfod. Skitser fra septemberdagene 1883".
fredag den 18. februar 2011
Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
a) Første Række.
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvorlige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere har paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænnes til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Fædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for Aandelige Goder; min I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringe af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen. Findes der enkelte blandt eder, hvem Naturen have skænket mere end Skolen kan give de lærde, saa er dette dog kun Undtagelser.
Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige. De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge, De forstaa mange kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvorvaf I ikke kunne læse en Tøddel. De have megen Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt, undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, -- Dansk.
De have Raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Landesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade eder og eders gode Sag. De ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. -- Men hvem i al Verdenhave I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til at ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem?
I ville svare: ,,det danske Folk." De foregaaende Talere have sagt det, I have hilset deres Ord med Bifald, og jeg modsiger dem heller ikke. Det danske Folk have alt givet eder flere Prøver paa levende Deltagelse, det har understøttet eder ikke blot i Tale og Skrift, men ogsaa med materielle Midler, saaledes vil det vedblive, det vil aldrig svigte eder; thi det erkjender mere og mere, at det er dets egen Sag, I kæmpe for. Men - det danske Folk er lille lige over for det store Tyskland, dets gamle Kraft er sløvet ved mange Ulykker; heller ikke det opløftes af store Minder, heller ikke det har mægtet at gjenvinde sin fordums Anseelse ved egne Bedrifter, og saa længe det staar ene, er dets Fremtid mørk, paa dets Horisont vise der sig truende Varsler.
Det danske Folk er en redelig trofast Ven; men det er ingen stærk og mægtig allieret. Og dog, slesvigske Bønder! skulle I ikke forsage, men frejdig udholde Kampen; thi I have hint urokkelige Rygstød, hin uovervindelige Forbundsfælle, som I søge og behøve, og Sejren er eder forjættet! Det danske Folk staar ikke isoleret i Verden, det er ikke det sidste svage Skud af en alt udgaaet Stamme; men Stammen gror endnu frisk og har stærke, løvrige Grene: det har uden for Danmark Brødre, som det elsker, og som elske det igjen, Brødre, ikke blot i Byrd og Sprog, men ogsaa i aandelig Dannelse, og politisk Udvikling, i Sindelag og Stræben. Og disse Brøde bo ikke langt borte bag store Have eller fjærne Bjærge, saa at de kun se og høre lidt til os, saa at de ikke kjende og ikke bryde sig om vore Anliggender; men den faste Klippegrund, hvorpaa de bygge, udstrækker beskjærmende sine Arme paa begge sider af vore lave, havomflydte Øer; ikkun en Indsø og et Sund er imellem os, men de adskille os ikke, de forbinde os, de gynge os i hinandens Favn. I, danske Slesvigere, udgjöre jo et Folk med os, altsaa ere vore Brødre ogsaa eders. Vor fælles store Moder anerkjender ogsaa eder for sine ægtefødte Börn; ville I nu fornægte eders Moder?
DeT kunde heller ikke nytte eder, hvis I gjorde det; thi eders Maal røber eder, I ere Skandinaver! Ikke Slesvig, ikke Danmark, men hele det store, skjönne Norden er eders rette Fædreland!
C. Ploug
!!
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvorlige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere har paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænnes til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Fædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for Aandelige Goder; min I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringe af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen. Findes der enkelte blandt eder, hvem Naturen have skænket mere end Skolen kan give de lærde, saa er dette dog kun Undtagelser.
Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige. De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge, De forstaa mange kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvorvaf I ikke kunne læse en Tøddel. De have megen Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt, undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, -- Dansk.
De have Raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Landesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade eder og eders gode Sag. De ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. -- Men hvem i al Verdenhave I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til at ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem?
I ville svare: ,,det danske Folk." De foregaaende Talere have sagt det, I have hilset deres Ord med Bifald, og jeg modsiger dem heller ikke. Det danske Folk have alt givet eder flere Prøver paa levende Deltagelse, det har understøttet eder ikke blot i Tale og Skrift, men ogsaa med materielle Midler, saaledes vil det vedblive, det vil aldrig svigte eder; thi det erkjender mere og mere, at det er dets egen Sag, I kæmpe for. Men - det danske Folk er lille lige over for det store Tyskland, dets gamle Kraft er sløvet ved mange Ulykker; heller ikke det opløftes af store Minder, heller ikke det har mægtet at gjenvinde sin fordums Anseelse ved egne Bedrifter, og saa længe det staar ene, er dets Fremtid mørk, paa dets Horisont vise der sig truende Varsler.
Det danske Folk er en redelig trofast Ven; men det er ingen stærk og mægtig allieret. Og dog, slesvigske Bønder! skulle I ikke forsage, men frejdig udholde Kampen; thi I have hint urokkelige Rygstød, hin uovervindelige Forbundsfælle, som I søge og behøve, og Sejren er eder forjættet! Det danske Folk staar ikke isoleret i Verden, det er ikke det sidste svage Skud af en alt udgaaet Stamme; men Stammen gror endnu frisk og har stærke, løvrige Grene: det har uden for Danmark Brødre, som det elsker, og som elske det igjen, Brødre, ikke blot i Byrd og Sprog, men ogsaa i aandelig Dannelse, og politisk Udvikling, i Sindelag og Stræben. Og disse Brøde bo ikke langt borte bag store Have eller fjærne Bjærge, saa at de kun se og høre lidt til os, saa at de ikke kjende og ikke bryde sig om vore Anliggender; men den faste Klippegrund, hvorpaa de bygge, udstrækker beskjærmende sine Arme paa begge sider af vore lave, havomflydte Øer; ikkun en Indsø og et Sund er imellem os, men de adskille os ikke, de forbinde os, de gynge os i hinandens Favn. I, danske Slesvigere, udgjöre jo et Folk med os, altsaa ere vore Brødre ogsaa eders. Vor fælles store Moder anerkjender ogsaa eder for sine ægtefødte Börn; ville I nu fornægte eders Moder?
DeT kunde heller ikke nytte eder, hvis I gjorde det; thi eders Maal røber eder, I ere Skandinaver! Ikke Slesvig, ikke Danmark, men hele det store, skjönne Norden er eders rette Fædreland!
C. Ploug
!!
torsdag den 17. februar 2011
G. Taler og Betragtninger.
a) Første Række.
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvor
lige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forbeholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænne sig til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Forfædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for aandelige Goder, men I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringer af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen, Findes der ogsaa enkelte blandt eder, hvem Naturen har skænket mere, end Skolen kan give de Lærde, saa er dette dog kun Undtagelser. Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige.
De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man kan tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge. De forstaa mange Kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvoraf I ikke kunne forstaa en Tøddel. De have Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, - Dansk. De have raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Lanesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade og eder og eders gode Sag. de ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. - - Men hvem i al Verden have I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem? I ville svare:
,,det danske Folk." De foregaaende Talere
1. Til de for deres Nationalitet kæmpende Nordslesvigere.
(Ved Höjskamlingsfesten i Juli 1844.)
,,Hvem ere I, som i dette Land dristig have begyndt den alvor
lige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder, af den Stand som i Aarhundreder af de saakaldte dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den sidste Tid har forbeholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænne sig til at betragte som jævnbyrdig. Dog, Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Forfædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab og Stavnsbaand, Lensherskab og Hoveri ingen Sinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slavesind i eders Sjæle; at I ere fribaarne Odelsmænd! Havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for aandelige Goder, men I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I ere og blive dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe ere de Ofre, I kunne bringer af Tid, Kræfter og Penge. I have haft en mangelfuld Undervisning, kjende kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaa kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I have lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen, Findes der ogsaa enkelte blandt eder, hvem Naturen har skænket mere, end Skolen kan give de Lærde, saa er dette dog kun Undtagelser. Og hvem ere nu eders Modstandere? De ere mange i Tal, de ere lærde og kløgtige, de ere rige og mægtige.
De vrimle ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i Kjøbenhavn, ja, dersom man kan tro dem selv, i hele det store Tyskland. De have mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kjende eller forsmaa at bruge. De forstaa mange Kunster, hvorved de kunne blænde eders Öjne og gjöre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidde megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvoraf I ikke kunne forstaa en Tøddel. De have Indsigt i romersk Ret, i Statslære og slesvigholstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaa alt undtagen det eneste, I forstaa til Gavns, - Dansk. De have raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igjennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Lanesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade og eder og eders gode Sag. de ere stærke, fordi de slutte sig tæt sammen, fordi de ere militærisk organiserede og indexercerede og have ikke blot deres Trompetere og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staa bag ved og ikke lade sig se.
De have endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i Kjøbenhavn. - - Men hvem i al Verden have I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt have til ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igjennem? I ville svare:
,,det danske Folk." De foregaaende Talere
tirsdag den 15. februar 2011
De faldnes Minde.
(Ved Festen den 11te Februar 1851.)
Soldater! Da det i Dag lød: ,,Nu komme de!" da blev der en glad Bevægelse iblandt os; da flokkedes gamle som unge for med Jubel at byde eder velkommen. Vi have glædet os til den Dag, da I skulde vende tilbage til os; vi have længtes efter den Stund, da vi skulde se eder i vor Midte og sige til edér: Velkommen, kjække Mænd og Brødre! Hæder og Ære over Helteflokken fra Frederiksstad! Gud velsigne eder for alt, hvad I have stridt og lidt! Vi have glædet og til denne Dag, vi have længtes efter denne Stund. Se, derfor var det os et Glædens Løsen: ,,Nu komme de!"
Men nu de, som ikke komme - og ikke alle ere vendte tilbage! - hvorledes kunne vi glemme dem, som faldt paa Kampens Dag? Soldater! I savne i eders Rækker mangen brav Kammerat, mangen dyrebar Broder; hi Danmarks Sejr og Fred er dyrekjøbt, kjøbt med dets Sönners ædle Blod. Hvo véd at nævne alle de kjære Navne? Mindet om hver enkelt i blandt dem skal leve i eders Hjærter, I, som kaldte dem Vaabenbrødre og Venner, I, ved hvis side de strede og faldt - skal leve i deres Hjærter, som kaldte dem deres egne, hvis Kjærlighed og Glæde de vare. Men Mindet om dem alle, der samler dem uden Navn og uden Forskjel, som Kjæmpehöjen, der samler deres Støv, det store Minde om den ene, fælles Aand, som gjorde dem stærke, om den ene fælles Daad, som de fuldbragte, det skal leve i alle Danskes Hjærter, leve, saalænge danske Fædre lære deres Sönner Troskab imod Fædreland og Konge, saa længe danske Mødre lære deres Døtre glæde over Danmark, det er: saa længe danske Hjærter slaa. Med lysende, uudslettelige Træk skal det staa skrevet ikke blot i vort Fædrelands, men i Verdens Aarbøger, at da Troskab var bleven sjælden paa Jorden, da trindt om i Landene Folk og Konger brøde Pagt og Ed, da stod det danske Folk endrægtelig med Kongen i sin Midte, og Troskab var dets Skjold i Nødens Tid, ja Troskab indtil Døden. Og derfor: velsignet være deres Minde, som gik i Døden for os! indviet være det til uforgængelig Hæder! Brødre! det være vor Tanke, det være vor Tak, naar vi nu stille tömme Bægeret til de faldnes Minde!
Soldater! Da det i Dag lød: ,,Nu komme de!" da blev der en glad Bevægelse iblandt os; da flokkedes gamle som unge for med Jubel at byde eder velkommen. Vi have glædet os til den Dag, da I skulde vende tilbage til os; vi have længtes efter den Stund, da vi skulde se eder i vor Midte og sige til edér: Velkommen, kjække Mænd og Brødre! Hæder og Ære over Helteflokken fra Frederiksstad! Gud velsigne eder for alt, hvad I have stridt og lidt! Vi have glædet og til denne Dag, vi have længtes efter denne Stund. Se, derfor var det os et Glædens Løsen: ,,Nu komme de!"
Men nu de, som ikke komme - og ikke alle ere vendte tilbage! - hvorledes kunne vi glemme dem, som faldt paa Kampens Dag? Soldater! I savne i eders Rækker mangen brav Kammerat, mangen dyrebar Broder; hi Danmarks Sejr og Fred er dyrekjøbt, kjøbt med dets Sönners ædle Blod. Hvo véd at nævne alle de kjære Navne? Mindet om hver enkelt i blandt dem skal leve i eders Hjærter, I, som kaldte dem Vaabenbrødre og Venner, I, ved hvis side de strede og faldt - skal leve i deres Hjærter, som kaldte dem deres egne, hvis Kjærlighed og Glæde de vare. Men Mindet om dem alle, der samler dem uden Navn og uden Forskjel, som Kjæmpehöjen, der samler deres Støv, det store Minde om den ene, fælles Aand, som gjorde dem stærke, om den ene fælles Daad, som de fuldbragte, det skal leve i alle Danskes Hjærter, leve, saalænge danske Fædre lære deres Sönner Troskab imod Fædreland og Konge, saa længe danske Mødre lære deres Døtre glæde over Danmark, det er: saa længe danske Hjærter slaa. Med lysende, uudslettelige Træk skal det staa skrevet ikke blot i vort Fædrelands, men i Verdens Aarbøger, at da Troskab var bleven sjælden paa Jorden, da trindt om i Landene Folk og Konger brøde Pagt og Ed, da stod det danske Folk endrægtelig med Kongen i sin Midte, og Troskab var dets Skjold i Nødens Tid, ja Troskab indtil Døden. Og derfor: velsignet være deres Minde, som gik i Døden for os! indviet være det til uforgængelig Hæder! Brødre! det være vor Tanke, det være vor Tak, naar vi nu stille tömme Bægeret til de faldnes Minde!
fredag den 11. februar 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)
